VEIII-direktivet træder i kræft pr. 21. maj 2025

VEIII-direktivet træder i kræft pr. 21. maj 2025

28. april 2025

Der går ikke længe inden der kommer nye regler på biomasseområdet.

Ny lovgivning fra maj 2025

VEIII-direktivet implementeres i dansk lovgivning pr. 21 maj 2025. En af de vigtige ændringer er, at halm, træ fra landbrug og træaffald bliver omfattet at dokumentationskrav allerede fra 7,5 MW. Grænsen er i dag 20 MW. Samtidig ændres definitionen af anlæg, sådan at MW-grænserne ikke går på den enkelte kedel, men lægges sammen for kedler på ”samme geografiske placering”.

Har man f.eks. to halmkedler på hver 6 MW på samme lokation, bliver biomassen omfattet af bæredygtighedskrav, idet de samlet set 12 MW overstiger grænsen på de 7,5 MW. Det samme gælder fliskedler, hvor f.eks. to 2 MW-kedler på samme lokation er mere end 2,5 MW tilsammen, og dermed skal flisen være dokumenteret bæredygtig.

Samtidig indføres kaskadeprincippet, der stiller krav om redegørelse for at det træ der afbrændes, ikke kunne have været anvendt til andre formål. Energistyrelsen vil udgive en vejledning, der beskriver de nærmere krav. Håndbogen, der sammen med bekendtgørelsen udgør lovgrundlaget, opdateres formentlig først senere.

Certificeringsordningerne vil fortsat kunne anvendes

De kendte certificeringsordninger og standarder for alternativ dokumentation vil fortsat kunne anvendes efter d. 21. maj til sikring af sporbarhed og bæredygtighed. SBP-standarden er under revision, og forventes i den nye version at kunne dække ikke-skov, sådan at ekstra verificerede tillæg ikke vil være nødvendige, når opdateringen er indfaset hos den enkelte leverandør.

Dansk Fjernvarme opdaterer fliskontrakten og holder webinar om de nye krav

Tirsdag d. 29. april afholder Dansk Fjernvarme et gratis webinar i serien Månedsnyt. Tilmelding kan ske via Dansk Fjernvarmes hjemmeside her Månedsnyt-webinar fokuserer på biomasse | DanskFjernvarme

Webinarets emne vil være de nye lovkrav og biomassens fremtid, men også anbefalinger fra ombudsmanden om ”grøn” markedsføring, og endelig om opdatering af Dansk Fjernvarmens standard fliskontrakt.

//