Fjernvarmedeklaration
Nye regler om deklaration af fjernvarme trådte i kraft i juli 2022 (Senest version: BEK nr. 29 af 14/01/2025). Baggrunden for lovgivningen er, at slutbruger skal have kendskab til miljøbelastningen fra den varme, der modtages og forbruges. Reglerne gælder for alle fjernvarmeselskaber.
Lovkravet betyder, at alle fjernvarmeselskaber, uanset størrelse, skal levere oplysninger om fire forskellige emner: Andel vedvarende energi. Brændselssammensætning. Miljødeklaration. CO2-rangering med trafiklys (fra 1. januar 2023).
Andel vedvarende energi, brændselssammensætningen og miljødeklarationen skal oplyses på alle faktureringer, som er baseret på faktisk forbrug, herunder årsopgørelser, månedsopgørelse (ikke aconto) og flytteopgørelser.
CO2-rangering (trafiklys) skal være tilgængelig på hjemmesiden eller tilsvarende online-platform og kan linkes til i ovennævnte opgørelser.
Beregning af deklaration for fjernvarme er individuelt fra varmeselskab til varmeselskab og kan være en vanskelig og tidskrævende opgave. Derfor tilbyder DFH at beregne og fremstille fjernvarmedeklarationen for jeres selskab. Inkluderet i fjernvarmedeklarationen er alle ovenstående miljødata.
For medlemmer af DFH: Da CO2-rangering er en del af fjernvarmedeklarationen, kommer den med på ovennævnte opgørelser, og vi anbefaler vores medlemmer, at uploade deklarationen på jeres hjemmeside eller tilsvarende online-platform.
Efterspørgsel på fjernvarmedeklarationen
Mange virksomheder efterspørger i dag oplysninger om fjernvarmens sammensætning, især andelen af vedvarende energi. De primære brugere af miljøoplysninger vil typisk være erhvervsvirksomheder til brug for deres grønne regnskaber.
En fjernvarmedeklaration kan derfor anvendes i markedsføringen overfor potentielle erhvervskunder.
Dansk Fjernvarme anbefaler, at alle medlemsselskaberne benytter det fælles format til at give et letgenkendeligt og stærkt budskab. Fjernvarmedeklarationen er vores bedste redskab til at vise kunderne og det øvrige samfund, hvor fjernvarmen står i den grønne omstilling og de udledninger, der er forbundet med slutkundens varmeforbrug. Farven i lyskrydset giver flere selskaber muligheden for at bruge ‘grøn’ i deres fortælling og markedsføring til kunderne, da farven er bestemt af Energistyrelsens CO2-rangeringen. Det er vigtigt, at man henviser til CO2-rangeringen.
Se et eksempel på en fjernvarmedeklarationens opbygning i DFH til højre på denne side.
