DFHs portal bliver klargjort til 2024 deklaration med 2023 data
DFH arbejder for at gøre det så nemt som muligt for jer at udarbejde en fjernvarmedeklaration. Vores portal bliver i oktober gjort klar for de af jer, som bruger data fra Energiproducenttællingen til at udarbejde jeres fjernvarmedeklaration.
Hvis jeres varmeår følger kalenderåret (og I ikke har særlige forhold, som varmekøb fra andre fjernvarmenet) vil I kunne gå ind og tjekke, om alle tallene ser rigtige ud, og indtaste jeres varmesalg. Så beregner vores bagvedliggende regnemaskine deklarationen for jer baseret på de gældende emissionsfaktorer og regler.
I den sammenhæng kan I markere om jeres deklaration må deles med Softværket, hvis I er kunde ved dem. Det gør, at Softværket kan hente data direkte fra vores portal, så det ikke skal tastes manuelt ind i opgørelserne til forbrugerne.
Portalen er endnu ikke klar med 2023 data, så vent til I får en nyhed fra DFH om, at den er klar til at beregne jeres deklaration for 2024. Vi afventer stadig en ny CO2-rangering fra Energistyrelsen for 2023, så der er så lille en forskel på 2024 deklarationerne som muligt.
Nedenstående informationer af ændring for 2024 er for jer, som vil have øget forståelse. DFH har implementeret de nødvendige forhold, så portalen regner korrekt.
Ændringer i fjernvarmedeklarationen 2024 sammenlignet med 2023
I har måske allerede set nyheden fra Dansk Fjernvarme om, at efter dialog med Energistyrelsen, kan affaldsforbrænding beregnes som emissionsneutral varmekilde i deklarationen. Det er fordi alle emissionerne tildeles affaldssektoren. Denne ændring påvirker ikke VE andel, hvor affald er 55%.
De af jer, som har en væsentlig andel af affaldsforbrænding kan derfor opleve, at I får et fald i emissionerne, men lille ændring i forhold til jeres VE andel.
Det er emissionerne, som påvirker jeres CO2-rangering, og derfor om I må kalde jeres fjernvarme for grøn.
De af jer, som ikke linker til DFHs hjemmeside, men i stedet havde en statisk .pdf fil kan opleve, at I går fra grøn til gul selvom I har en reduktion i emissioner. Det skyldes, at Energistyrelsen for 2022 rangeringen (som først blev offentliggjort i starten af 2024, efter mange selskaber havde udarbejdet deklarationen) brugte Energinets miljødeklarationer i stedet for den generelle el-deklaration. Der er derfor sket et ret markant fald i grænseværdien.
Samtidigt er der en opdeling mellem øst og vest, hvor grænseværdien for øst er lavere. Vi forventer fortsat, at der vil være en opdeling af øst og vest Danmark i forhold til emissioner for elektricitet, og derfor vil Østdanmark fortsat have en lavere grænseværdi mellem grøn og gul end Vestdanmark, da det indikerer sammenligningen med en individuel varmepumpe. Energinet har i år ikke udgivet en national miljødeklaration for el, derfor har Energistyrelsen bibehold opdelingen.
